En lastvognschauffør troede, at han var blevet udsat for indbrud i sin lastvogn på en rasteplads på Sydsjælland.
Men da politiet nåede frem, blev sagen en helt anden.
Det viste sig, at en blind passager havde gemt sig i en papkasse på ladet af lastbilen, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Opkaldet fra den østrigske chauffør modtog politiet tirsdag morgen. Han holdt på rastepladsen ved motorvejen ved Tappernøje.
Mennesket i papkassen viste sig at være en 17-årig dreng fra Tunesien, oplyser politiet på sin officielle døgnrapport.
Da han ikke havde pas på sig, blev drengen anholdt og sigtet for at opholde sig ulovligt i Danmark.
I den særlige politiafdeling, der beskæftiger sig med udlændingesager, har drengen fortalt, at han var på vej fra Malmø til Tyskland.
Den historie rimer dog ikke med, at lastbilen netop var kommet fra Tyskland aftenen forinden.
/ritzau/