Bjørn og Olesen slår japansk par i Malaysia

admin

|

27/03/2014

Dagens topnyheder

Danskerne Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen kom godt fra start i golfturneringen Eurasia Cup, som er en dyst mellem et europæisk hold og et asiatisk hold i Kuala Lumpur i Malaysia.

Europa kom foran med hele 5-0 mod Asien efter torsdagens første fem kampe i disciplinen fourballs.

Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen vandt over japanerne Koumei Oda og Hideto Tanihara. Da alle 18 huller var spillet, så førte danskerne med to huller.

- En sejr, et point. Det var det vigtigste. Det var ikke det smukkeste golf, siger Thomas Bjørn ifølge teetime.dk.

- Vi skulle nok have lukket matchen på et tidligere tidspunkt, det blev lidt for spændende til sidst efter vores smag. Vi var lidt uheldige på et par af de sidste huller.

- Thorbjørn slog nogle gode slag på 16. og 17. og fik ingenting ud af det, og sådan er hulspil, lyder det fra Thomas Bjørn.

Thorbjørn Olesen og Thomas Bjørn kom foran med to huller efter at have vundet tredje og femte hul, men japanerne hang længe på og pressede danskerne helt til sidste hul.

- Thomas spillede meget konstant i dag. Jeg spillede ikke godt. Jeg kæmpede derude, men det var dejligt at slutte med et par gode slag.

- Vi førte det meste af vejen og var nogenlunde i kontrol, men vi kunne ikke helt få lukket matchen tidligere, forklarer Thorbjørn Olesen.

/ritzau/