Polen var pisket til at vinde over Rusland i gruppe C for at avancere til mellemrunden ved EM i håndbold i Danmark, og en sejr på præcis to mål kan endda sende holdet videre med to point til fortsættelsen, hvis Frankrig slår Serbien senere fredag.
Minsandten om det ikke lykkedes at vinde med præcis to mål, 24-22, selv om holdet førte med fem i slutfasen.
Rusland gjorde ellers den polske mission svær med en stærk første halvleg, som sluttede 14-10 i russisk favør.
Polen kom dog bedst ud efter pausen og udlignede til 15-15, inden Ruslands træner tog en timeout.
Den hjalp ikke umiddelbart. Næsten 14 minutter skulle der gå, inden Rusland scorede sit andet mål i anden halvleg til 16-17, men så holdt russerne en ny scoringspause, så Polen kunne bringe sig på 21-16.
Så lod Polen dog Rusland komme tilbage, fordi det kunne betale sig at vinde med to, da de to hold sammen med Serbien alle kan ende på to point. Få sekunder før tid holdt Polen op med at forsvare, så Rusland kunne reducere til 22-24.
Rusland kan selv gå videre, hvis Serbien taber senere til Frankrig.
Kroatien er klar til mellemrunden med maksimum point fra gruppe D efter sejren på 25-24 over Sverige i den direkte gruppefinale.
Det var en intens og til tider velspillet kamp mellem Kroatien og Sverige. En stærk serie af scoringer i begyndelsen gav Sverige en føring på tre mål, men Kroatien kom tilbage og førte 10-9 ved pausen i Brøndby Hallen.
Jævnbyrdigheden fortsatte efter pausen, hvor de to hold fulgtes ad til nogenlunde midtvejs. Så fandt Kroatien et lidt højere gear, der skabte en føring på tre mål. Men Sverige reducerede og tabte knebent.
Resultatet betyder, at Kroatien tager fire point med til mellemrunden, mens Sverige må nøjes med to.
/ritzau/