Den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, opfordrer nu Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, til at trække de kampklædte urobetjente tilbage fra kampzonerne i hovedstaden Kijev og samarbejde med oppositionen.
Biden har talt i telefon med den ukrainske leder, efter at situationen er eskaleret i det østeuropæiske land i løbet af de seneste døgn.
Ukraines præsident er mandag aften tilsyneladende gået med til at skrotte nogle af de anti-protestlove, der har været vendt mod oppositionens demonstrationer, og som har gjort det forbudt at opstille telte og bruge højttalere på offentlige pladser.
Joe Biden kalder lovene "anti-demokratiske" og opfordrer Janukovitj til at ophæve dem alle.
USA's advarer også Janukovitj mod at indføre undtagelsestilstand eller skrappe sikkerhedsforanstaltninger, da det vil få situationen til at "eskalere yderligere" og minimere chancerne for en fredelig løsning, lyder det fra Det Hvide Hus.
EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, har fremrykket sit besøg til det uroplagede land, da hun er bekymret over forlydender om, at den ukrainske regering har planer om at indføre undtagelsestilstand. Tirsdag aften flyver hun til Kijev.
Højreradikale aktivister besatte søndag aften Justitsministeriet i byen. Mandag eftermiddag gik de med til at forlade bygningen, men de blokerer stadig hovedindgangen.
/ritzau/Reuters