Beverly Hills-diva sagsøgt for kæmpegæld

admin

461 uger siden

|

22/01/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er slut med overdådige smykker, luksuslivsstil og blingbling for Tori Spelling.

American Express smækker nu kassen i og sagsøger "Beverly Hills"-skuespillerinden, der skylder kreditkortselskabet 283.000 danske kroner.

Det skriver magasinet People, der har fået fat i retsdokumenterne.

Ifølge papirerne har den 42-årige skuespillerinde undladt at betale sin udestående saldo, og derfor kræver American Express det fulde beløb tilbage samt renterne, der har tårnet sig op imens.

Spelling har ikke udtalt sig om den økonomiske pine, men hendes mor bekræfter datterens finansielle deroute.

- Det skyldes en ekstravagant livsstil. Jeg har hjulpet med at betale alle regningerne. Jeg betaler dog ikke for ekstra ting og forbrug, men for huset, børnenes skolegang og mad, siger 70-årige Candy Spelling ifølge magasinet People.

Tori Spelling er datter af tv-mogulen Aaron Spelling, men fik ikke del i hans mange millioner, da han døde i 2006, sagde hun i en løgnedetektortest på kanalen "Lifetime" i oktober. Tidligere har skuespillerinden erkendt, at hun står alvorlige økonomiske problemer.

- Det er ikke noget mysterium, hvorfor jeg er i pengeproblemer. Jeg voksede op med så mange penge, at folk ikke drømmer om det, har hun tidligere sagt til People.

- Selv når jeg prøver at leve mere sparsommeligt, kan jeg ikke give slip på min dyre smag. Jeg har et shoppingproblem, men jeg har ikke råd til at leve sådan længere.

- Vi er i underholdningsindustrien, og tingene ændrer sig hele tiden, når man ikke har et fast job.

Op gennem 90'erne strålede Spelling i glansrollen som den dydige dengse Donna Martin i kultserien "Beverly Hills 90210", men siden har der været meget stille omkring hende.

Når hun har været på skærmen, har det været i sit eget realityshow, der har skildret hendes turbulente ægteskab med skuespilleren Dean McDermott, som hun har fire børn med.

/ritzau/FOKUS