En politimand blev lørdag skudt i halsen og dræbt i et slumkvarter i Rio de Janeiro, og brasilianske betjente optrapper nu deres indsats i de såkaldte favelaer forud for sommerens VM-slutrunde i fodbold.
Den 44-årige betjent blev dræbt under en skududveksling i den vestlige del af storbyen, efter at han havde konfronteret to unge mænd, som herefter flygtede på motorcykel.
Dagen forinden havde den lokale guvernør talt med præsident Dilma Rousseff på grund af en serie af lignende angreb på politistyrkerne i slummen. Brasiliens justitsminister bekræftede senere, at landets regering vil yde militær støtte til politiet i Rio de Janeiro.
Lokale medier skrev lørdag, at omkring 120 politifolk var rykket ind i Mare-slummen, der ligger i den nordlige del af byen.
Politiet havde hen over natten indtaget tre favelaer i nærheden. Her blev der beslaglagt stoffer og våben - blandt andet en AK47.
VM i fodbold begynder i juni, og Brasiliens regering vil mandag offentliggøre, hvor meget støtte politiet i Rio de Janeiro får af militæret.
Myndighederne i Rio har i flere år kæmpet mod bandevold, kriminalitet og narkohandel. Over de seneste seks år har politiet i storbyen forsøgt at "pacificere" slumkvartererne, men i løbet af de seneste uger er betjente i favelaerne blevet udsat for flere angreb.
Det har udløst bekymringer omkring sikkerheden i millionbyen, hvor der skal spilles syv VM-kampe - herunder finalen.
/ritzau/AFP