Nicklas Bendtner må vente lidt på at få debut for sin nye klub, VfL Wolfsburg, men fredag aften kunne den danske landsholdsangriber se sine nye holdkammerater i aktion for første gang i en Bundesliga-kamp.
Det blev det forventede nederlag i sæsonpremieren i München mod det forsvarende mesterhold Bayern, men Wolfsburg strittede pænt imod i kampen, der blev tabt med 1-2.
Især i anden halvleg leverede de undertippede gæster en udmærket præstation på en af de sværeste udebaner i europæisk fodbold.
Veteranen Ivica Olic scorede et fremragende langskudsmål til 1-2 otte minutter efter pausen, og det rystede de skadesramte mestre, der i de bageste rækker godt kan trænge til lidt finjustering.
Wolfsburgs indskiftede Junior Malanda vil formentlig have mareridt over den gigantafbrænder, han diskede op med 10 minutter før tid, og som har potentiale til at blive en youtube-klassiker.
Han fik serveret bolden efter et perfekt indlæg fra venstresiden, men Bayern-målmand Manuel Neuer fik med en refleksredning bugseret bolden op på overliggeren.
Derfra havnede den imidlertid for fødderne af Malanda igen, men en meter fra målstregen sendte han den med skinnebenet klodset forbi et ellers gabende tomt mål.
Der burde gæsterne have udlignet. Nu blev det i stedet til det knebent nederlag på de mål, som Thomas Müller og Arjen Robben scorede for mestrene.
Bayerns danske talent Pierre-Emile Højbjerg var blevet henvist til udskiftningsbænken fra kampens start, men blev skiftet ind i de sidste minutter.
/ritzau/