Belgisk stjerneanfører misser VM-kamp efter lyskeskade

admin

10 år siden

|

26/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Belgien må undvære anfører Vincent Kompany i fodboldlandsholdets sidste gruppekamp mod Sydkorea i São Paulo.

Også Thomas Vermaelen sidder på bænken under torsdagens opgør i gruppe H, hvor Belgien allerede er sikker på at gå videre til 1/8-finalerne. Med uafgjort mod Sydkorea bliver Belgien nummer et i gruppen.

- Alt er gået som en leg over den seneste måned, men vi har haft to mindre skader. De er ikke specielt alvorlige, men vi vil gerne holde dem friske, og derfor spiller de ikke mod Sydkorea, siger Belgiens landstræner, Marc Wilmots.

Vermaelen måtte udgå tidligt i søndagens 1-0-sejr over Rusland, mens en gammel lyskeskade er blusset op hos Manchester City-spilleren Kompany.

- Han stoppede med at træne efter 35 minutter, og jeg tror, at han har overanstrengt sig lidt, siger Wilmots om Kompanys lyskeproblemer.

- Jeg tror ikke, det er alvorligt, men vi må vente til i morgen. Vi har fire eller fem dage, og vi vil følge vores program. Vi har to læger, som vil kigge på det, og vi vil tage os god tid til at undersøge det her, tilføjer landstræneren.

Flere fodboldeksperter havde inden VM i Brasilien vurderet Belgien til at være en outsider til titlen. Holdet imponerede i kvalifikationen og har flere talenter fra europæiske klubber i truppen.

Men unge stjerner som eksempelvis Eden Hazard og Romelu Lukaku har indtil videre ikke levet op til det niveau, som de har bevist i deres klubber.

/ritzau/Reuters