Belgisk politi anholder mistænkt i skudsag

admin

10 år siden

|

24/05/2014

Dagens topnyheder

Under seks timer efter lørdagens skudepisode i det jødiske museum i Bruxelles har det belgiske politi anholdt en mistænkt, skriver AFP.

Gerningsmanden har dræbt tre personer, mens en fjerde er i livsfare.

Politiet udtalte lørdag eftermiddag, at efterforskningen skred hurtigt frem, fordi der var mange øjenvidner til stede ved museet, da en mand lørdag eftermiddag klokken 15.50 kørte op til museets indgang, gik ind og skød omkring sig, før han flygtede væk i bilen igen.

Et øjenvidne fik angiveligt fat i gerningsmandens nummerplade.

Ifølge flere vidner var en anden person chauffør i bilen, som forsvandt efter skudepisoden, men det er ikke blevet bekræftet.

Motivet bag skyderiet kendes endnu ikke, men indenrigsminister Joëlle Milquet siger til tv-stationen RTBF, at der kan være tale om et antisemitisk angreb.

/ritzau/