Bekræftet: Rolling Stones spiller på Roskilde

admin

|

24/03/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mandag bekræfter arrangørerne af Roskilde Festival det rygte, der i de seneste uger har fået pulsen til at galoppere hos tusinder af musikfans: The Rolling Stones overtager Orange Scene på Roskilde Festival 2014.

The Rolling Stones betegnes som et rockhistoriens mest ikoniske rockbands, og besøget er en del af bandets 14 ON FIRE-turné.

Når Mick Jagger, Keith Richards, Charlie Watts og Ronnie Wood rammer Roskilde til sommer, er det første gang i syv år, at bandet turnerer på europæisk grund - og lige så mange år siden at bandet senest gæstede Danmark.

Men nu får fans altså mulighed for at opleve et - ifølge Roskilde Festival - show med klassikere som "Gimme Shelter", "Paint It Black", "Jumping Jack Flash" og "Tumbling Dice" - og også et par overraskelser fra det bugnende bagkatalog.

Showet på sommerens Roskilde Festival bliver desuden en ganske særlig begivenhed på gruppens turné: The Rolling Stones vender nemlig for første gang i 38 år tilbage til den berømte Orange Scene, som gruppen selv fik udviklet til deres europæiske turné i 1976.

I 1978 købte Roskilde Festival scenen og gjorde den siden til sit vartegn.

Og selvom Roskilde Festival blev overhalet af rygtebørsen i forrige uge, er det stadig en meget glad programchef for Roskilde Festival, Anders Wahrén, der mandag bekræfter rygtet.

- Vi har i årevis drømt om det øjeblik, hvor vi fik mulighed for at genforene The Rolling Stones med Orange Scene på Roskilde Festival. Nu har de fået mod på at prøve kræfter med et festivalpublikum, så vi er vildt stolte over, at det er lykkedes os at få dem.

- Vi har før oplevet, at de helt store rocklegender giver sig selv 110 procent til publikum, når de endelig beslutter sig for at spille på festivaler.

- Så jeg er ikke et sekund i tvivl, om at The Rolling Stones' koncert på Roskilde Festival 2014 bliver et spektakulært brag, som vil give genlyd mange år efter, siger han i en pressemeddelelse.

Det endelige program til den 44. festival i Roskilde offentliggøres onsdag den 2. april.

Navne som Arctic Monkeys, Haim, Outkast, Trentemøller og MØ er allerede føjet til plakaten.

/ritzau/