Bekræftet: Piloter hos SAS påbegynder strejke

Mathias Nielsen

129 uger siden

|

04/07/2022
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
SAS er ikke nået til enighed med sine ansatte.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tvivlen har længe været der, og er blevet udskudt flere gange. I dag klokken 12 var der deadline for forhandlingerne mellem SAS ansatte og ledelsen.

Her skulle man blive enige om en ny overenskomst, men det er man ikke nået frem til. Derfor vil piloter hos SAS påbegynde en strejke, og det kan få massive konsekvenser for de kommende ugers rejseaktivitet.

Det bekræfter SAS' topchef Anko van der Werff, der netop er kommet ud fra forhandlingslokalet i Stockholm. 

- Det her er rigtig dårlige nyheder, lød det fra den administrerende direktør, der langede ud efter piloterne og kaldte situationen "dårligt nyt" for SAS' fremtid, skriver TV 2.

På forhånd er det anslået, at strejken kan komme til at påvirke op mod 250 daglige flyafgange i Danmark, og det vil få betydning for op mod 30.000 passagerer.

Det er et meget hårdt slag for SAS, som lige nu står i en massiv krise. Foruden strejken, så valgte Sverige for et par uger siden at trække sig som investor i SAS.

Det betød, at selskabet skulle skaffe ny kapital. Det fik man blandt andet fra Danmark, som valgte at skyde 3,5 milliarder kroner ind i selskabet, som skulle gå til at efterbetale gæld.

I alt er det knap 1000 SAS-piloter, der nu går på barrikaderne og strejker. Når det kun er cirka halvdelen af selskabets flyafgange, der bliver aflyst som følge af strejken, skyldes det, at en del af SAS' samlede virke sker gennem datterselskaberne SAS Connect og SAS Link.