Hvem er mest original - Cirque du Soleil og deres egenproducerede nummer "Steel Dream" eller Justin Timberlake og hans hit "Don't Hold the Wall"?
Det skal den føderale domstol i delstaten New York nu afgøre i en tvist om ophavsret, skriver Reuters.
Den canadiske underholdningsgruppe, der er kendt for sine spektakulære og akrobatiske shows, indgav retssagen torsdag og hævder i dokumenterne, at popstjernen har snuppet en snert af deres originalproducerede instrumentalnummer til sit hit.
Derfor kræver Cirque du Soleil over fem millioner danske kroner i erstatning for det påståede brud på ophavsrettighederne.
Samtidig står blandt andet også musikproduceren Timbaland, der var med til at skrive sangen og Sony Music Entertainment tiltalt i sagen sammen med Timberlake. Der er endnu ikke sat en retsdato for, hvornår sagen begynder.
"Steel Dream" udkom på Cirque du Soleils plade "Quidam" fra 1997, mens "Don't Hold the Wall" var på popstjernens plade "The 20/20 Experience" fra 2013.
Men det er ikke den eneste gang, at Justin Timberlake er blevet anklaget for at låne lige lovlig meget af andres musik, når han skriver sange.
I øjeblikket er den 35-årige Grammy-vindende verdensstjerne også tiltalt i en anden retssag om brud på ophavsretten. Pladeselskabet PK Music Performance mener nemlig, at Timberlake-nummeret "Damn Girl" minder umiskendeligt meget om Perry Kibble og hans disco-hit "A New Day (Is Here At Last)".
Bedøm selv sagerne her:
Hør Timberlakes "Don't Hold the Wall" her:
Hør Cirque du Soleils "Steel Dream" her:
Og hør Timberlake med "Damn Girl" her:
Og Perry Kibbles "A New Day (Is Here At Last)" her:
/ritzau/FOKUS