De fleste teenagere synes, deres forældre er vildt pinlige, men det gælder ikke altid Brooklyn Beckham, som er søn af et af verdens mest eksponerede kendispar.
I et interview med Miss Vogue fortæller 16-årige Brooklyn, hvordan det er at have Spice Girls-sangerinden og den nuværende topdesigner Victoria Beckham som mor og den legendariske fodboldspiller David Beckham som far.
- Mine forældre er virkelig cool, men jeg plejer nu heller ikke at komme sent hjem og sådan noget, forklarer Brooklyn.
- De er meget strikse, men på forskellige områder. Min mor siger eksempelvis konstant til os, at vi ikke må spille fodbold indendørs, forklarer Brooklyn, der er storebror til 13-årige Romeo, 10-årige Cruz og søsteren Harper på fire.
- Min mor ved en masse om mode, men jeg lytter også til min far, som har en fantastisk stil. Vi deler også tøj, siger han.
Brooklyn Beckham deler glædeligt selfies sammen med sine forældres kendisvenner som Eva Longoria og Liv Tyler til sine over fire millioner Instagram-følgere, men selvom ens gudfar er Elton John og hygge-tanterne er Spice Girls-pigerne, så bliver man stadig såkaldt "starstruck".
- Jeg følte mig meget ydmyg, da mine forældre introducerede mig for Stephen Hawking, siger Brooklyn om mødet med den ALS-ramte fysiker.
I øjeblikket går Brooklyn lige som så mange andre teenagere rundt og funderer over, hvad fremtiden skal bruges på, og den unge fyr har tidligere gået på fodboldakademi, men er netop nu ved at studere fag på gymnasieniveau.
- Jeg elsker fodbold, men jeg er også meget passioneret omkring foto og film. Lige nu holder jeg alle muligheder åbne. Jeg håber på at studere kunst og fotografering på et amerikansk universitet en dag, lyder det fra kendissønnen.
Beckham-parret er klar over sønnikes popularitet og eksponering, og i sidste uge fortalte far David, hvordan de blandt andet beskytter Brooklyn.
- Vi kontrollerer alt, hvad han poster, og alt, hvad han gør. Og det gælder alle vores børn, sagde fodboldspilleren til ABC News.
/ritzau/FOKUS