Bayern München vinder tysk mesterskab i lyntempo

admin

10 år siden

|

25/03/2014

Dagens topnyheder

Bayern München genvandt tirsdag det tyske mesterskab hele syv spillerunder før sæsonafslutningen.

Klubbens 24. mesterskabstitel blev sikret med en udesejr på 3-1 over Hertha Berlin.

De to nærmeste forfølgere fra Borussia Dortmund og Schalke 04 er uden chance for at indhente sydtyskerne, der næsten har fået maksimumpoint i Bundesligaen. 77 ud af 81 point er det blevet til.

Aldrig nogensinde i Bundesligaens 51-årige historie er det lykkes et hold at vinde mesterskabet så tidligt på sæsonen.

Træner Josep Guardiola kunne fra start se sit hold dominere opgøret i Berlin, hvor hjemmeholdet havde al mulig grund til at kæmpe for sejren. Hertha kunne med tre point spille sig tæt på de europæiske pladser.

Mesterskabsfesten begyndte så småt efter fem minutter, da Toni Kroos gjorde det til 1-0 for Bayern.

Thomas Müller lagde en tværpasning ind i værternes straffesparkfelt. Bolden blev sparket væk, men endte hos Kroos, der nemt kun bringe gæsterne foran.

Efter et kvarter øgede Mario Götze til 2-0 på et hovedstød. Bolden blev lagt over til højrekanten Rafinho, der fandt Bastian Schweinsteiger, som assisterede Götze med en perfekt aflevering.

Midtvejs i anden halvleg blev Hertha tildelt et straffespark, da Rafinho skubbede hjemmeholdets topscorer Adrian Ramos i ryggen. Ramos udnyttede overlegent muligheden fra ellevemeterpletten med et skud midt i målet til 1-2.

Indskiftede Franck Ribery øgede til 3-1 godt 10 minutter senere efter et suverænt samarbejde med Mario Götze. Bolden blev sendt ud til Ribery, der fra en spids vinkel vippede bolden over Hertha-keeper Thomas Kraft.

Bayern Münchens danske midtbanetalent Pierre-Emile Højbjerg var ikke med i truppen for det nykårede mesterhold.

/ritzau/