Barfoed om tillid til Løkke: Det blander jeg mig ikke i

admin

10 år siden

|

20/05/2014

Dagens topnyheder

På vej ind til et møde på Lars Løkke Rasmussens kontor på Christiansborg tirsdag formiddag fastslår K-leder Lars Barfoed, at den nye bilagssag skaber problemer for blå blok.

Lars Barfoed siger om Løkkes bilagsproblemer:

- Det er aldrig rart for os, når fokus flyttes væk fra vores politik. Vi har nogle styrkepositioner, som vi mener vil skabe udvikling for Danmark. Så er det ærgerligt, at når vi møder pressen, og I så hellere vil spørge om andre ting end politik.

Spørgsmål: Hvor stor er din tillid til Lars Løkke Rasmussen?

- Jeg blander mig slet ikke i den diskussion. Venstre og Lars Løkke har brug for at ro til at diskutere sagen færdig. Det blander jeg mig ikke i, siger Lars Barfoed.

Udmeldingen fra De Konservatives formand kommer, efter Venstres formand mandag forklarede, at han har betalt den skat, han skulle af det tøj for 152.000 kroner og en ferierejse for 11.000 kroner, som Venstres partikasse har betalt for ham.

Lars Løkke Rasmussen vil dog ikke fremlægge dokumentation for betalingen.

- Jeg synes jo, at forholdet mellem mig og skattevæsnet er mit forhold til skattevæsnet. Jeg har tillid til skattevæsnet, sagde Lars Løkke Rasmussen mandag.

Tirsdag aften skal han til et fremrykket møde med Venstres forretningsudvalg forklare sagen, som har ført til hård kritik fra flere dele af Venstres bagland.

/ritzau/