Barcelona havde lørdag eftermiddag muligheden for at lægge ultimativt pres på konkurrenterne i den tætte topstrid i Primera Division.
Og det lykkedes. Med en snæver 1-0-sejr ude over lokalrivalerne fra Espanyol bragte Barcelona sig op på en foreløbig førsteplads i ligaen.
Det lignede ellers længe et pointtab til de forsvarende mestre. Men 10 minutter før tid sikrede Lionel Messi gæsterne de tre point, da han udnyttede et straffespark.
Kort før tid blev Espanyol-målmand Kiko Casilla præsenteret for det røde kort.
Barcelona har nu 75 point for 31 kampe. Atlético Madrid er på andenpladsen med 73 point for 30 kampe, mens Real Madrid har 70 point for 30 kampe.
Både Real Madrid og Atlético Madrid spiller senere lørdag mod henholdsvis Rayo Vallecano og Athletic Bilbao.
Når weekendens kampe er spillet, resterer der syv runder af Primera Division.
/ritzau/