Der sker ting og sager i FC Barcelona i disse dage. Mandag præsenterede klubben Luis Enrique som ny træner, og derudover satte klubben navn på dens kommende målmand.
Det bliver det tyske målmandstalent Marc-André ter Stegen, der skifter tilværelsen i bundesligaklubben Borussia Mönchengladbach ud med en i den spanske storklub.
Allerede i marts var det officielt, at 22-årige Stegen ikke ville fortsætte i den tyske klub, og han har i flere måneder været rygtet til Barcelona. Nu er det så officielt.
På sin hjemmeside skriver Barcelona dog intet om kontraktlængden.
Den 189 centimeter høje keeper har debuteret på det tyske landshold, men er ikke udtaget til sommerens VM i Brasilien.
I samme ombæring meddeler Barcelona, at klubbens målmand José Manuel Pinto stopper i klubben efter denne sæson. Han var længe reservemålmand i klubben, men har stået i den sidste del af sæsonen som følge af Victor Valdés' langtidsskade.
/ritzau/