Barack Obama er landet i Vietnam

admin

443 uger siden

|

22/05/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Søndag eftermiddag har USA's præsident sat fødderne på vietnamesisk grund. Dermed er han den tredje amerikanske præsident, der er på officielt besøg i landet.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Mandag morgen begynder det officielle besøg, som løber over tre dage.

Et af de vigtigste punkter på dagsordenen er en ophævelse af den amerikanske våbenembargo over for Vietnam.

At Barack Obama overvejer at sælge våben til sin gamle krigsmodstander er et udtryk for, at forholdet mellem de to lande har ændret sig markant siden Vietnamkrigen.

- Hvad vi ønsker at demonstrere med dette besøg er en betydelig opgradering i forholdet mellem USA og Vietnam, hvor vi er partnere i mange spørgsmål.

- Men der er også vigtige områder, hvor vi er uenige, sagde Barack Obamas assisterende sikkerhedsrådgiver, Ben Rhodes, forud for besøget.

Vietnam er opsat på at få ophævet våbenembargoen, og der tegner sig et flertal i den amerikanske kongres for, at det vil ske. Men det er uvist, om Obama vil bebude det, når hans officielle besøg begynder mandag.

USA's præsident møder også op med krav om, at Vietnam i højere grad respekterer menneskerettighederne og retten til at organisere sig.

Under sit ophold i landet er det planen, at Barack Obama gør stop i byerne Hanoi og Ho Chi Minh City. Her skal han skal mødes med Vietnams nye præsident, Tran Dai Quang, og landets premierminister, Nguyen Xuan Phuc.

Efter besøget fortsætter USA's præsident til Japan. Onsdag og torsdag skal han deltage i et G7-topmøde i den japanske by Shima for de syv største vestlige økonomier.

Og lørdag er afsat til et historisk besøg i Hiroshima.

Her vil Barack Obama som den første amerikanske præsident møde op på det sted, hvor USA udløste en atombombe 6. august 1945. Op mod 120.000 japanere blev dengang dræbt.

/ritzau/AFP