Noget så banalt som et tyveri af to hunde kan have været en medvirkende faktor til et bandeskyderi ved højlys dag på Toftegårds Plads i Valby tirsdag.
På bagsædet af den hvide BMW, som blev beskudt, sad således to små hunde, som er blevet efterlyst på sociale medier.
- Vi kan selvfølgelig ikke sige med sikkerhed, at det er gerningsmændenes motiv. Men vi tager det med i vores efterforskning, som i øvrigt er meget bred, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen fra Københavns Politis afdeling for organiseret kriminalitet.
Han oplyser videre, at de involverede ikke er rockere, men at de har relationer til bandemiljøet.
Skuddramaet udspillede sig tirsdag formiddag, da der på åben gade blev skudt flere gange mod den hvide BMW.
Bilens 23-årige fører blev ramt i skulderen, men blev ikke livsfarligt såret. Han var i besiddelse af en gaspistol, da politiet ankom til stedet, og er derfor sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.
En passager slap med mindre skader i ansigtet, da der blev skudt gennem bilens ruder.
- Men der er ingen af dem, der har villet forklare ret meget. Og jeg vil ikke ud med den smule, som de har fortalt, siger Steffen Th. Steffensen.
To biler, en VW Passat og en hvid Toyota Corolla, blev efterfølgende set køre fra stedet med høj hastighed. Men gerningsmændene har politiet ingen spor af.
Politiets efterforskning har i øvrigt vist, at den hvide BMW tidligere er blevet set i forbindelse med et skyderi mod en villa på Hvidsværmervej i Rødovre 20. januar.
/ritzau/