Bagmandspoliti rejser tiltale i kartelsag

admin

10 år siden

|

14/05/2014

Dagens topnyheder

Bagmandspolitiet rejser tiltale i den første af 33 mulige sager om kartelvirksomhed i byggebranchen.

Der er ifølge bagmandspolitiet tale om en såkaldt prøvesag, hvilket vil sige, at man afventer sagens udfald, før man tager stilling til, i hvilket omfang der skal rejses tiltale mod andre virksomheder i sagskomplekset.

- Vurderet ud fra forarbejderne i konkurrenceloven er der efter vores opfattelse tale om en, som det udtrykkes i forarbejderne, "meget grov" overtrædelse, siger konstitueret statsadvokat Henrik Helmer Steen.

Han er chef for Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, som er bagmandspolitiets officielle navn.

I prøvesagen bliver virksomheden tiltalt for at have overtrådt konkurrenceloven i forbindelse med 14 entrepriser, hvor der er indgået ulovlige aftaler, som vedrører kontrakter til en værdi af cirka 100 millioner kroner.

Den politimæssige efterforskning af sagen fulgte i kølvandet på en række kontrolundersøgelsen, som Konkurrence og Forbrugerstyrelsen foretog i 2010. Under efterforskningen er 33 virksomheder blevet sigtet.

Virksomhederne, der hører hjemme inden for bygge- og anlægsbranchen, er mistænkt for at koordinerer deres priser og på den måde skabe et kunstigt højt prisniveau. Og den slags anses som ulovlig kartelvirksomhed.

Bagmandspolitiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse navnet på den virksomhed, som er blevet tiltalt.

/ritzau/