Netop som skolernes sommerferie var begyndt, kom solen og varmen for alvor til Danmark. Og det gode vejr i sidste uge fik børn og voksne til at valfarte til vandet.
Men med de mange vandhunde fulgte også flere alvorlige redningsaktioner, hvor livreddere måtte hjælpe badegæster i nød.
Det viser en opgørelse over TrygFondens Kystlivrednings aktioner i ugens løb.
- På flere strande hentede vores livreddere nødstedte personer i land, som var i en potentiel livsfare, siger Anders Myrhøj, der er chef for drift og sekretariat i TrygFondens Kystlivredning, i en pressemeddelelse.
- For eksempel måtte en kajakroer hentes i land ud for Vejers Strand, da han mistede kajakken et godt stykke ud for kysten. Han var hoppet i vandet for at få fat på sin pagaj, som han havde tabt, og imens drev kajakken væk fra ham.
Desuden blev en kvinde overrasket af stærk strøm ved Hvide Sande, og en pige måtte reddes fra store bølger ved Aarhus.
De nødstedte blev alle bragt i sikkerhed.
- Episoderne understreger vores budskab om, at man aldrig bør gå i vandet alene, og at det er en god idé at bade, hvor der er livreddere, siger Anders Myrhøj.
Der er livreddere fra TrygFondens Kystlivredning på 37 strande og havnebade i Danmark.
Udover fem tilfælde, hvor personer var i livsfare i vandet, har TrygFondens Kystlivredning haft travlt med såkaldte førstehjælpsaktioner.
Her måtte livredderne for eksempel tage sig af dehydrerede badegæster og folk med hvepsestik eller forbrændinger fra brandmænd.
Østerstrand i Fredericia, Furesøbadet i Nordsjælland og Bellevue Strand nord for København er steder, hvor der i sidste uge var særligt mange førstehjælpsaktioner.
- Det har været en særdeles god uge for de vandglade, og de mange mennesker på strandene har givet livredderne meget at se til. Generelt har folk været fornuftige og passet på sig selv og hinanden i vandet, siger Anders Myrhøj.
/ritzau/