Båd med hundreder af indvandre om bord synker

admin

10 år siden

|

12/05/2014

Dagens topnyheder

Italienske flådeskibe og redningsfartøjer bjærgede 14 lig mandag, efter at en båd med indvandrere sank mellem Libyen og Sicilien, oplyser italienske medier, som siger, at Italiens kystvagt har reddet omkring 200.

Ulykken sker, dagen efter at en anden båd sank ud for den libyske kyst, og 40 mennesker druknede. Mindst 51 blev reddet efter søndagens forlis.

Italien har i årtier kæmpet med en strøm af flygtninge, der kommer til landet i synkefærdige fartøjer og blandt andet sejler til den lille ø Lampedusa - midtvejs mellem Tunesien og Sicilien.

De italienske myndigheder har ikke oplyst, hvor mange, der var om bord i det forliste fartøj.

Den italienske flåde sendte en helikopter og to krigsskibe til stedet med "maksimal hastighed."

Italien er en meget brugt passage ind i Europa. I 2013 kom der over tre gange så mange emigranter ad søvejen som i 2012. Krigen i Syrien og Det Arabiske Forår samt stridighederne ved Afrikas Horn har været en medvirkende faktor til den store stigning.

Gennem de seneste to årtier har Italien, Grækenland og Malta taget størstedelen af tilstrømningen af illegale indvandrere. Imens har de tilskyndet EU til at give et mere robust og koordineret svar på problemerne.

Over 25.000 indvandrere er nået til Italien alene i årets første måneder, og den libyske flåde siger, at antallet af folk, der begiver sig ud på at havet for at nå til Europa, er steget i de seneste dage. Myndighederne ved ikke hvorfor.

Hundredvis af indvandrere druknede ved to separate skibskatastrofer sidste år, hvilket fik Italien til at forstærke patruljeringer til vands og i luften syd for Sicilien.

/ritzau/Reuters