Avis: Politimand blandt anholdte i hashsag

admin

|

19/03/2014

Dagens topnyheder

En politimand er blandt de anholdte i en stor hashsag, hvor omkring 80 personer i sidste uge blev sigtet og fængslet. Det erfarer Ekstra Bladet.

Torsdag i sidste uge anholdt politiet i en større aktion rettet mod hashmarkedet en stribe personer. Blandt andet flere personer med tilknytning til rockermiljøet.

Blandt rockerne var den prominente Hells Angels-rocker Michael Brokside, som efter anholdelsen tog sit liv i en celle på Politigårdens Fængsel.

Ekstra Bladet erfarer nu fra flere uafhængige kilder, at en af de anholdte er politibetjent i Københavns Politi.

Hos politiet ønsker man ikke at kommentere sagen.

- Det har vi ingen kommentarer til. Vi forholder os til det, som vi gør til andre rygter, og vi kan hverken be- eller afkræfte noget, siger kommunikationschef Jens Harder Højbjerg fra Københavns Politi til Ritzau.

/ritzau/