Avis: Jens Stoltenberg bliver ny Nato-chef

admin

|

28/03/2014

Dagens topnyheder

Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg bliver senere fredag udnævnt til ny generalsekretær for Nato, skriver den spanske avis La Vanguardia.

Dermed bliver det Stoltenberg, der skal afløse Anders Fogh Rasmussen på posten som den øverste chef for den vestlige forsvarsalliance.

- Beslutningen vil ifølge kilder blive annonceret i dag (fredag, red.), før alliancens udenrigsministre næste uge mødes i Bruxelles for at diskutere konsekvenserne af krisen med Rusland, skriver La Vanguardia.

Ritzau erfarer, at der fredag formiddag været holdt et såkaldt kaffemøde i kredsen af de 28 ambassadører - indkaldt af den belgiske NATO-ambassadør, som er ham med længst anciennitet.

Beslutningen derfra ventes formaliseret på et møde i Det Nordatlantiske Råd på ambassadørniveau, men med Anders Fogh Rasmussen for bordenden. Det vil, ifølge Ritzaus oplysninger, formentlig ske sidst på eftermiddagen.

Norske medier har gennem de seneste uger beskrevet, hvordan den socialdemokratiske partiformand i Norge, Jens Stoltenberg, er rykket tættere på at blive Foghs afløser i Nato.

Og de seneste dage er de officielle støtteerklæringer til Stoltenberg også begyndt at strømme ind.

Stoltenbergs kandidatur fik blandt andet en afgørende støtte torsdag fra Polens udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, som selv har været nævnt som en topkandidat til posten

- Jens Stoltenberg vil helt sikkert blive en god Nato-generalsekretær. Polen vil støtte ham, skrev Sikorski torsdag aften på Twitter.

Samtidig har Italien også accepteret, at den eneste officielle kandidat til Nato-posten, den tidligere italienske udenrigsminister Franco Frattini, ikke får jobbet.

Det bliver første gang, at en nordmand skal varetage opgaven som generalsekretær for Nato.

/ritzau/