Australien leder igen efter vragdele fra fly

admin

|

21/03/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den australsk-ledede eftersøgning efter det forsvundne fly fra Malaysia Airlines går i gang igen fredag lokal tid, så snart solen står op over Det Indiske Ocean.

Et norsk skib er samtidig nået til destinationen cirka 2500 kilometer fra den australske vestkyst, hvor satellitbilleder viser to store genstande i vandet.

De to genstande - hvoraf det største er på cirka 24 meter - er det mest konkrete spor i eftersøgningen efter passagerflyet MH370, siger Australiens premierminister, Tony Abbott.

- Vi ved ikke, hvad satellitten så, før vi kommer meget tættere på det. Men det her er den mest håndgribelige ledetråd i det, der har været et helt og aldeles uforklarligt mysterium, siger premierministeren ifølge det australske nyhedsbureau AAP.

Flyet har nu været væk i næsten to uger. Det havde 239 mennesker om bord, da det forsvandt fra radaren på ruten mellem Kuala Lumpur og Beijing.

Satellitfotoet af de mulige vragdele blev taget 16. marts, så det er ikke sandsynligt, at de befinder sig samme sted i vandet. Eftersøgningen dækker derfor et område på over 23.000 kvadratkilometer.

Torsdag var fire fly ude for at lede over vandet, men uden held. Dårlig sigtbarhed besværliggjorde arbejdet, sagde de australske marinesikkerhedsmyndigheder.

Fredag skulle vejrforholdene dog være noget bedre, og fem fly er klar til at flyve ud over Det Indiske Ocean, rapporterer nyhedsbureauet AFP.

Det norske fragtskib, der forventes at deltage i eftersøgningsarbejdet fredag, var oprindeligt på vej fra Port Louis i Mauritius til den australske storby Melbourne.

/ritzau/