Det Internationale Atletik Forbund, IAAF, overvejer at følge anbefalingen fra antidopingorganisationen Wada om midlertidigt at suspendere Rusland fra IAAF.
Det fremgår af en udtalelse, som IAAF har lagt ud på sin hjemmeside som svar på de dele af indholdet i Wada-kommissionens rapport, som blev offentliggjort mandag.
- Sebastian Coe har taget det vigtige skridt mod at sikre opbakning fra de øvrige rådsmedlemmer i IAAF Council i forhold til at overveje sanktioner mod Ruslands atletikforbund.
- Disse sanktioner kan indeholde midlertidig eller fuld suspendering og bortvisning fra fremtidige IAAF-begivenheder, skriver IAAF.
Det såkaldte Council består af 27 valgte medlemmer - inklusiv præsidenten. Rådet har blandt andet magten til at vælge eller suspendere et nationalt forbund som det russiske.
- Informationerne i rapporten fra Wadas uafhængige kommission er alarmerende. Vi har brug for tid til at fordøje og forstå de detaljerede oplysninger, som fremgår af rapporten.
- Men, jeg har bedt rådet begynde en proces om at overveje sanktioner mod ARAF (Ruslands atletikforbund, red.), siger Sebastian Coe i meddelelsen.
I den første reaktion fra Rusland forlød det mandag, at Wada-kommissionen ikke bare kan beslutte at udelukke russerne.
- Der er ingen grund til at blive forvirret. Kommissionen har ikke beføjelser til at suspendere nogen, lød det kort fra den russiske sportsminister, Vitalij Mutko, til nyhedsbureauet RIA Novosti.
/ritzau/