AstraZeneca afviser igen milliard-bud fra Pfizer

admin

10 år siden

|

19/05/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske medicinalgigant Pfizer må hoste op med flere milliarder, hvis man vil købe konkurrenten - det svensk-britiske AstraZeneca.

Således siger ledelsen i AstraZeneca mandag, at buddet skal være mindst 10 procent højere, før man er interesseret i et salg.

Pfizer gjorde søndag et sidste forsøg på at overtale det svensk-britiske medicinalselskab til at lade sig fusionere med den amerikanske medicinalgigant. Buddet lød på omkring 637 milliarder danske kroner.

Men mandag kom afvisningen fra AstraZeneca.

- Dette tilbud undervurderer selskabet og dets attraktive udsigter, og det er afvist af bestyrelsen for AstraZeneca, hedder det i en pressemeddelelse fra det svensk-britiske selskab mandag morgen.

Pfizer afgav et "endeligt" købstilbud søndag på 55 pund per aktie.

- Det endelige forslag er en mindre forbedring, som fortsat undervurderer bestyrelsens vurdering af værdien og er blevet afvist, siger bestyrelsesformanden i AstraZeneca, Leif Johansson, i en pressemeddelelse.

- Vi har afvist Pfizers endelig forslag, fordi det er utilstrækkeligt, og fordi det ville udgøre en betydelig risiko for vores aktionærer, mens det også har seriøse konsekvenser for selskabet, vores medarbejdere og life-science sektoren i Storbritannien, Sverige og USA, siger Leif Johansson.

Allerede i januar bød amerikanerne på det svensk-britiske selskab. Men tilbuddet blev afvist. Så forsøgte man igen 26. april, men atter mødte amerikanerne en lukket dør.

Pfizer står blandt andet bag potensmidlet Viagra og har allerede flere store opkøb på samvittigheden. AstraZeneca laver medicin til blandt andet at behandle sygdomme i hjerte/kar, diabetes, i centralnervesystemet, mod cancer og infektionssygdomme.

/ritzau/TT