Arsenal har ikke vundet en titel siden 2005, så London-klubben higer efter at placere et trofæ i pokalskabet. Det kan være, at det bliver i denne sæson, at Arsenal vinder en titel.
I lørdagens FA Cup-semifinale mod Wigan på Wembley vandt Arsenal 5-3 efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Den ordinære spilletid endte 1-1.
I den afgørende straffesparkskonkurrence reddede Arsenals reservekeeper Lukasz Fabianski Wigans to første forsøg fra pletten.
Og da hverken Mikel Arteta, Kim Källström, Olivier Giroud eller Santi Cazorla svigtede for Arsenal, var sejren sikret.
Men det lignede længe en overraskende Wigan-sejr, da det begyndte skidt for Arsenal i den ordinære spilletid.
Arsenal-angriberen Yaya Sanogo havde to gode muligheder i første halvleg for at score. I begyndelsen af kampen havde han et hovedstød, som sad lige på Wigan-keeperen Scott Carson.
Og tre minutter før pausen tog Sanogo for langt et træk, da han kom alene igennem og fik afsluttet svagt på Carson.
Også Arsenals højreback Bacary Sagna fik efter 25 minutter en god mulighed for at score, men afslutningen gik ved siden af Wigan-målet.
Den danske landsholdsangriber Nicklas Bendtner har døjet med en skade og var ikke med i truppen for Arsenal.
Hos Wigan var Callum McManaman den farligste mand, men heller ikke han kunne få måltavlen til at lyse i første halvleg.
I anden halvleg var McManaman på spil igen. Først verfede han Nacho Monreal væk, og derefter tog han et træk ind i feltet, hvorefter Per Mertesacker kom for sent og begik et klodset straffespark.
Wigans Jordi Gomez scorede sikkert til 1-0 på det efterfølgende straffespark, mens Monreal måtte udgå skadet efter sammenstødet med McManaman. Der var spillet 64 minutter.
Mertesacker fik gjort skaden god igen, da tyskeren med et hovedstød fik udlignet til 1-1 efter 82 minutter.
Alex Oxlade-Chamberlain var tættest på en scoring i den forlængede spilletid, da Arsenals kantspiller hamrede bolden på sammenføjningen.
Sidste år var Wigan i FA Cup-finalen, hvor holdet overraskende vandt 1-0 over Manchester City.
Arsenal får i denne sæson en nemmere modstander i pokalfinalen, end Wigan gjorde, da Hull City og Sheffield United fra den tredjebedste engelske række mødes i den anden FA Cup-semifinale søndag eftermiddag.
/ritzau/