A.P. Møller-Mærsk sælger datterselskabet Danbor

admin

10 år siden

|

02/04/2014

Dagens topnyheder

Rederikoncernen A.P. Møller-Mærsk sælger nu det esbjergensiske datterselskab Danbor fra. Køberne er Norsea Group. Salgsprisen er ikke oplyst.

Danbor har 500 ansatte og omsatte for mere end en halv milliard kroner sidste år. Handlen ventes gennemført inden udgangen af april.

Datterselskabet har 40 år på bagen. Virksomheden, der har hovedkontor i Esbjerg, er i dag en af ​​verdens største udbydere af on-og offshore-løsninger til den internationale olie- og gasindustri. Samtidig har man også vindindustrien som kunder.

- Danbor er en sund og veldrevet virksomhed, som ikke er en del af vores strategiske fokus og derfor fortjener en dedikeret ejer, der vil være i stand til at udvikle forretningen yderligere, siger Jakob Thomasen, chef for Maersk Oli.

- Norsea Group er en anerkendt spiller i branchen, og jeg er overbevist om, at de vil drive virksomheden fremad med den rette ånd og et langsigtet perspektiv i tankerne, siger han i en pressemeddelelse om salget.

Danbors datterselskab Maersk H2S Safety Services er ikke en del af handlen. Det selskab bliver i stedet lagt ind under Maersk Training.

Danbor er det seneste af en lang række frasalg i A.P. Møller-Mærsk.

Ifølge Ritzau Finans har koncernen alene i år solgt 15 supertankere, det meste af sin aktiepost i Dansk Supermarked, samt redningsbådvirksomheden Nadiro.

/ritzau/