Libyen må øjensynligt vente noget tid endnu, før landet får ny premierminister.
Søndag eftermiddag forlød det ellers, at det nordafrikanske land havde fået forretningsmanden Ahmed Maiteeq på posten efter en tillidsafstemning i parlamentet.
Men søndag aften siger næstformanden for det libyske parlament i et brev offentliggjort på en regeringshjemmeside, at valget af Maiteeq er ugyldigt.
Næstformanden mener ikke, at Maiteeq opnåede det nødvendige flertal ved afstemningen. Derfor vil regeringen med den tidligere premierminister Abdullah al-Thinni i spidsen fortsat sidde på magten, indtil en aftager officielt er valgt, skriver næstformanden.
Valget af en ny premierminister er i forvejen kontroversielt. Tirsdag måtte anden valgrunde afbrydes, da væbnede mænd stormede parlamentet og tvang lovgiverne til at forlade bygningen.
Siden Libyens diktator Muammar Gaddafi blev væltet under en folkelig opstand i 2011, har landet haft en svag centralregering.
Mange steder er det magtfulde klaner, som bestemmer, hvad der er lov og orden.
De samme klaner har nægtet at lade deres militser indrullere i politiet og de væbnede styrker.
/ritzau/Reuters