Angrebsivrige afrikanske stjerner slukker japansk håb

admin

10 år siden

|

15/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Elfenbenskysten med stjerner som Yaya Touré og Didier Drogba på holdet sikrede sig natten til søndag en 2-1-sejr over Japan ved VM i Brasilien.

Det så dog i lang tid ud som om, at Japan ville gå sejrende fra opgøret, mens ivorianerne manglede den sidste skarphed for at få bolden i nettet. Men med under en halv time tilbage scorede Elfenbenskysten to gange på to minutter til kampens resultat.

Japanerne lagde sikkert ud, og kampens første scoring faldt efter 16 minutter, hvor et indkast blev passeret videre til Keisuke Honda, der med venstrefoden trykkede af og nettede til 1-0.

Scoringen fik ivorianerne op på mærkerne, og de fik skabt mange chancer uden at få dem udnyttet. Japans forsvar stod samtidig stærkt.

Didier Drogba havde startet kampen på bænken, men med knap en halv time igen fik han endelig muligheden for at vise sit værd - til stor jubel blandt tilskuerne.

Han var lige ved at spille bolden til mål i første forsøg med en hælaflevering, som der dog ikke kom noget ud af. Alligevel var det som om, at Drogbas tilstedeværelse gav Elfenbenskysten det nødvendige løft.

For få minutter senere - i det 64. minut - blev en bold spillet ind fra højre fra Serge Aurier og overbevisende sendt i nettet med hovedet af Swansea-spilleren Wilfried Bony.

Samme opskrift blev brugt i det 66. minut, hvor det igen var Aurier fra højrefløjen, der lagde op til et hovedstødsmål - denne gang udført af Gervinho.

Drogba selv fik også et par muligheder for at udbygge føringen, men det blev ved lige ved og næsten.

Med de to scoringer blev der indledt en afrikansk fest på tilskuerrækkerne trods silende regn i Recife. De japanske fans måtte til gengæld se slukørede til.

Elfenbenskystens næste modstander i gruppe C er Colombia, der vandt 3-0 over Grækenland lørdag aften.

/ritzau/