Alternativet har nydt godt af partihoppere, men nu kan partiet være på vej til selv at spænde ben for tilstrømningen af nye mandater.
En gruppe medlemmer fra hovedstadsområdet foreslår at ændre partiets vedtægter, så "Alternativet ikke modtager andre partiers mandater" længere.
- Det handler ikke om at forbyde partiskifte, men om at forbyde folk at tage et mandat med sig, siger Theis Krarup Hansen, der er suppleant til bestyrelsen i lokalforeningen i København.
I dag er det Hovedbestyrelsen og den politiske ledelse, der afgør, hvorvidt et andets partis medlem af en kommunalbestyrelse, et regionsråd, Folketinget eller EU-Parlamentet kan optages i Alternativet.
Senest er det nu forhenværende socialdemokratiske folketingsmedlem Pernille Schnoor skiftet over til liste Å. Men Theis Krarup Hansen mener ikke, at partiet med forslaget skyder sig selv i foden:
- Vi går ikke glip af dem. De er jo i partiet efter valget. Og indtil da står det dem frit for at stemme efter Alternativet som løsgængere.
Theis Krarup Hansen kan "sagtens forstå", at Pernille Schnoor skiftede til Alternativets folketingsgruppe - men også, at nogle socialdemokrater blev "pænt sure" over det.
- Når man stemmer, skal man vide, hvad man stemmer på. Og med partiskiftet risikerer ens stemme lige pludselig at gå til et parti, som repræsenterer noget helt andet, siger han.
- Det er i forvejen et problem, at folk siger ét under valgkampen og gør noget andet, når de er valgt ind. Jeg synes ikke, der er nogen grund til at forstærke den effekt.
Folketingsgruppen på Christiansborg ønsker ikke at udtale sig om forslag til vedtægtsændring før årsmødet lørdag, hvor alle forslagene behandles.
- Det er op til vores medlemmer at tage stilling til det. Jeg skal hverken præge det til den ene eller den anden retning ved at udtale mig i pressen, siger politisk ordfører Rasmus Nordqvist, der både kan se fordele og ulemper ved forbud mod partihoppere.
Spørgsmål: Kan du forstå den vrede, partihoppere vækker hos vælgere og partier?
- Det er vigtigt, hvilke begrundelser der ligger bag. Og at man tager grundloven alvorligt i forhold til, at man er valgt personligt og kun står til ansvar over for sig selv. Men derfor kan der jo som parti være mange overvejelser, siger Rasmus Nordqvist.
Vedtægtsændringer kræver to tredjedeles flertal i Alternativet. Hvis partiet ender med at indføre forbuddet, vil det blive det andet parti efter Enhedslisten, der har regler om ikke at modtage andre partiers mandater.
/ritzau/