Forslaget om at udvise imamer fra Danmark, hvis de prædiker om stening eller sharia, møder modstand hos Alternativet, der frygter, at en sådan lovgivning vil være at gå på kompromis med demokratiske rettigheder.
- Jeg synes, at vi skal værne om vores demokratiske værdier såsom ytringsfrihed og religionsfrihed. Også selv om vi er uenige i det, der bliver sagt, siger partiets integrationsordfører, Josephine Fock.
- Der går en vigtig skillelinje for mig, og den går ved, om at man opfordrer til vold. Det skal politiet undersøge. Men vi skal ikke gå kompromis med vores demokratiske rettigheder.
I steder bør politikerne gøre det nemmere for personer, der ønsker at forlade disse miljøer, at komme ud, mener hun.
- Det handler om at sørge for exit-programmer for dem, der vil ud af de her miljøer. Det handler om at sørge for, at vi får udbygget kvindecentrene, så der er andre steder at gå hen, siger Josephine Fock.
- Og så skal vi sætte ind med socialrådgivere og andre, der kender området, så vi sikrer, at det bliver uattraktivt at gå i de her moskeer og lytte til de her yderliggående imamer.
Samtidig vurderer hun, at hvis alle religioner skal være lige for loven, så kan en sådan lovgivning risikere at få utilsigtede konsekvenser for andre trossamfund i Danmark.
- Vi skal passe meget på, at vi ikke går på kompromis med vores egne, danske værdier. Derfor synes jeg, at det er et farligt foretagende, og det er den forkerte vej at gå, siger hun.
- Hvis vi skal ned ad den vej, så skal vi være klar på konsekvenserne. Så har vi har andre trossamfund, der er baseret på kristendom, der kan komme ind under det her. Vi skal huske, at loven skal gælde for alle.
/ritzau/