Ahlmann trods debutfejl: Jeg har leveret et godt indtryk

admin

|

27/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det var en ærgerlig Jakob Ahlmann, der gik fra banen efter torsdagens venskabskamp mod Ungarn i Debrecen.

Men den 23-årige debutant har fået smilet tilbage, efter at han sammen med landstræner Morten Olsen og Co. har evalueret debutkampen.

- Jeg spillede jo faktisk en god kamp langt hen ad vejen, lyder det fra Ahlmann, der også er med i truppen til onsdagens kamp i Parken mod Sverige.

Venstrebacken fik ikke trukket en vigtig offside, der viste sig at være kostbar for det danske mandskab, der spillede 2-2 mod Ungarn.

Ahlmann var impliceret i begge Ungarns mål, men offensivt spillede han en stor kamp.

- Jeg ærgrer mig selvfølgelig stadig over at være indblandet i målene, men omvendt har jeg også fået et klarere syn på kampen og er egentlig meget tilfreds, siger han.

Selvom Ahlmann havde blandede følelser efter opgøret mod Ungarn, fik AaB-spilleren ros af Morten Olsen.

- Vi har set på målene, og der er flere ting i det. Jeg var selvfølgelig involveret i noget af det, men der var jo også andre forsvarsspillere, der kunne have stoppet det noget tidligere, siger Ahlmann.

Om det bliver ham, der i fremtiden skal være fast mand på landsholdets venstre back - en position, som i længere tid har været landsholdets akilleshæl - tør den unge nordjyde dog ikke gisne om.

- Jeg har kun spillet en enkelt kamp, så det er svært at sige, men jeg synes, jeg har fået leveret et rigtig godt indtryk indtil videre, siger Ahlmann.

Han håber dog, at han har spillet sig tættere på en fast plads i landsholdstruppen og snart kan trække i den rød-hvide trøje endnu en gang.

- Jeg må ud og vise, at de kan regne med mig, siger han.

Danmark og Sverige spiller i Parken klokken 20.15

/ritzau/