AGF-veteran: Bundkamp bliver afgjort til allersidst

admin

10 år siden

|

14/04/2014

Dagens topnyheder

Det har været nogle kedelige uger for AGF på det seneste, og søndag blev det ikke bedre med 0-1-nederlaget til FC København i Parken.

AGF-veteranen Martin Jørgensen vurderer, at kampen for at undgå nedrykning kommer til at vare i resten af foråret for aarhusianerne.

- Det gør det helt sikkert. Det vil være dumt at sige, at vi måske kan blive nummer fem, hvis vi vinder de næste to kampe.

- Jeg vil gerne vinde de to kampe først, inden jeg begynder at kigge på det, siger Martin Jørgensen.

AGF skal på torsdag møde topholdet FC Midtjylland på hjemmebane, mens Brøndby venter fire dage senere på udebane.

- Vi har to svære kampe mod FC Midtjylland og Brøndby i Påsken, og så må vi se, hvad vi kan få ud af dem. Men vi kan lige så godt indstille os på, at det bliver afgjort til allersidst, siger Martin Jørgensen.

Mod FCK spillede AGF uhyre defensivt. Taktikken betød, at københavnerne havde meget svært ved at spille sig frem til chancer i det etablerede angrebsspil, men måtte lukrere på dødbolde og andre standardsituationer.

Det var også efter et frispark, at FCK-angriberen Igor Vetokele fik scoret sejrsmålet mod AGF, som omvendt ikke har scoret i de seneste fire kampe i træk.

- Det er den måde, som vi har valgt at spille fodbold på. I og med at vi har svært ved at score, så er det dumt at give modstanderen en fordel.

- Så kan vi være bagud 0-2 efter et kvarter, fordi vi spiller med hovedet under armen og presser modstanderen højt oppe på deres banehalvdel.

- Det så vi i nogle af de første kampe i foråret, at vi havde problemer med. Så nu er taktikken en anden. Det gælder om at få point.

- Og står det 0-0 indtil det 85. minut, så kan vi vinde 1-0, som FCK gjorde mod os. Og som Randers gjorde mod os ugen før, forklarer Martin Jørgensen.

/ritzau/