AGF tabte i sidste spillerunde med 0-3 til Esbjerg. Resultatet betød, at AGF fortsat er en del af bundkampen i Superligaen.
For at forberede sig optimalt træner AGF-mandskabet i denne uge på kunstgræs. Årsagen skal findes i holdets næste kamp i Superligaen, som er mandagens kamp på udebane mod FC Nordsjælland.
FC Nordsjællands hjemmebane i Farum er som den eneste i Superligaen belagt med kunstgræs.
Derfor har AGF-spillerne for en stund sagt farvel til træning på græs og har fundet vej til Fredensvangs kunstgræsbane, der ellers kun benyttes i vintermånederne.
- Vi træner på kunstgræs i denne uge for at forberede os optimalt til kampen mod FC Nordsjælland.
- Der er vi begunstigede af at have en ny og rigtig god kunstgræsbane, siger AGF-træner Jesper Fredberg til klubbens hjemmeside.
- Der er stor forskel på kunstgræsbaner og almindelige baner så tidligt på foråret. Underlaget betyder meget lige nu. Derfor er det rart, at vi kan få et godt forløb på kunstgræs op til kampen, siger Fredberg.
Han har haft det øverste ansvar for holdet i en måned og arbejder løbende med at sætte et større og større aftryk på holdet.
- Ud over at vi er på kunstgræs, så handler det lige nu om at arbejde videre med det, vi har sat i søen, og om at blive skarpere, siger den nye cheftræner, der foreløbig har set sit hold hente seks point i fire kampe.
- Der er meget, vi kan gøre bedre end i vores seneste kamp mod Esbjerg. Vi har evalueret kampen og tager fat i de forskellige elementer og arbejder kontrolleret med dem, siger AGF-træneren.
FC Nordsjælland-AGF spilles mandag klokken 19.
/ritzau/