AGF har indkaldt til pressemøde: Ny træner fundet?

admin

|

30/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Da AGF rykkede ud af Superligaen i fodbold tidligere på måneden, gik arbejdet med et nyt sportsligt setup i gang.

Og ifølge bestyrelsesformand Lars Fournais var ambitionen, at det skulle være afsluttet inden udgangen af måneden.

Tidsplanen har tilsyneladende holdt stik, for AGF har indkaldt til pressemøde fredag klokken 11 på hjemmebanen NRGi Park.

- Her vil bestyrelsen informere om nyt vedrørende den sportslige stab, hedder det i en kortfattet indkaldelse.

Det er muligt, at man allerede har holdets nye træner klar. Ekstra Bladet erfarer i hvert fald, at en aftale med den tidligere FC Nordsjælland-træner Morten Wieghorst skulle være på plads.

Avisen mener at vide, at Wieghorst under alle omstændigheder skulle have overtaget ansvaret for AGF, hvis det var lykkedes at blive i Superligaen.

Det gjorde det ikke, men den tidligere U21-landstræner har angiveligt alligevel takket ja til jobbet i Danmarks næststørste by.

De øvrige poster, der også skal besættes, er posterne som assistenttræner, sportschef og talentchef.

Jesper Fredberg fungerede som cheftræner i slutningen af sæsonen efter fyringen af Peter Sørensen.

Han har kontrakt som assistenttræner to år endnu, men indtil videre har det været uklart, hvad hans fremtidige rolle i klubben skal være.

Han har selv udtrykt ønske om at fortsætte som cheftræner. Bestyrelsesformanden har dog kun sagt, at man gerne vil beholde Fredberg i organisationen.

/ritzau/