AGF-formand ser gerne Fredberg i klubben fremover

admin

10 år siden

|

19/05/2014

Dagens topnyheder

Sportschefen er væk, og direktøren er gået selv, men indtil videre sker der ikke noget med cheftræneren hos AGF.

Jesper Fredberg tog over som træner efter den fyrede Peter Sørensen, og selv om resultaterne ikke har været prangende, behøver han ikke frygte at ryge samme vej.

Det siger Lars Fournais, som er bestyrelsesformand i selskabet bag fodboldklubben, Aarhus Elite A/S.

- Vi skal have en snak med Jesper om, hvordan han ser fremtiden. Men jeg ser meget gerne, at han er en markant del af den nye ledelse i den sportslige sektor.

- Derfor fortsætter han også, indtil vi ved, hvordan det hele skal se ud. Vi synes, at Jesper har gjort alt, hvad han kunne, og han har været dedikeret ud over alle grænser.

- At det så ikke lykkedes at blive i Superligaen, er der mange andre årsager til, siger Fournais om Fredberg, der har kontrakt som assistenttræner i yderligere to år.

Han og den øvrige bestyrelse er lige nu i gang med at lægge en plan for det fremtidige setup i AGF.

En plan, der som udgangspunkt skal baseres på det nuværende økonomiske råderum.

- På et eller andet tidspunkt skal vi snakke om økonomien og finde en løsning. Men vi er væsentligt bedre rustet nu end sidste gang, vi rykkede ned, og derfor haster det ikke så meget.

- Det kommer også helt an på, hvor dyr vores nye trup bliver. Men det er klart, at vi taber nogle indtægter, og derfor skal der også skæres i udgifterne, siger bestyrelsesformanden.

Han er i øvrigt ked af, at direktør Jan Christensen besluttede sig for at sige sit job op.

- Jeg synes, at Jan har lavet et utroligt godt stykke arbejde for os i de fem år, han har været her.

- Vi er lykkedes med en masse ting under hans lederskab omkring det kommercielle og det økonomiske, som er i en helt anden gænge, end da han tiltrådte, siger Fournais.

Bestyrelsen vil ifølge en fondsbørsmeddelelse "inden længe" præsentere en plan for klubbens genrejsning.

/ritzau/