Afdøde Dan Uzan er kåret til Årets Dansker

admin

|

08/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Vinder af Berlingskes pris Årets Dansker 2015 er Dan Uzan, som blev dræbt under skudattentatet i København 15. februar. Det skriver Berlingske i en pressemeddelelse.

37-årige Dan Uzan stod vagt foran synagogen i Krystalgade i indre København, da han blev skudt og dræbt af gerningsmanden bag attentatet.

Motivationen for at give Dan Uzan prisen er, at han døde, mens han beskyttede andre, lød det fra Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, da han overrakte prisen til Dan Uzans familie.

- Han har betalt den største pris man kunne, for at redde andre mennesker. Han er vogter for religionsfrihed i København og uskyldigt offer for terror i Danmark. Dan Uzan arbejdede frivilligt for at skabe tryghed for andre. Han betalte med sit liv. Det var læsernes tydeligvis dybfølte begrundelser for at indstille Dan Uzan, sagde Tom Jensen.

Også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt tale ved prisoverrækkelsen, hvor han særligt fokuserede på det sammenhold, der opstod efter angrebene på både kulturhuset Krudttønden på Østerbro og ved synagogen i Krystalgade.

Ud over manden bag attentatet, den 22-årige Omar El-Hussein, omkom filminstruktør Finn Nørgaard og Dan Uzan.

Det er Berlingskes læsere og et dommerpanel bestående af syv dommere, som har afgjort, hvem der skulle modtage prisen.

Læserne har indstillet kandidater inden for blandt andet erhvervslivet, forskning, sport og kultur, som, de mener, har gjort sig fortjent til prisen. De ti kandidater, som har fået flest stemmer af læserne, er blevet nomineret.

Læserne og dommerkomitéen har derefter stemt på de ti nominerede.

Det er andet år i træk, at Berlingske uddeler prisen til en dansker, som har "sat sig ambitiøse mål og nået dem".

I 2014 gik prisen til russiskfødte Selina Juul for hendes kampagne "Stop Spild Af Mad", som sætter fokus på, at danskerne lærer at bruge madvarerne i køleskabet for at undgå madspild i danske hjem.

/ritzau/