Bilen fortsatte gennem en hæk og ramte en villa, da en ældre mand lørdag mistede herredømmet over sin bil i Hadsund, der ligger ved Mariager Fjord.
Manden blev dræbt i forbindelse med ulykken. Det oplyser Nordjyllands Politi til TV2.
- Vi får anmeldelsen klokken 12.30. Manden har formentlig fået et ildebefindende og har derfor mistet herredømmet over bilen, som så er fortsat gennem en hæk og ind i et hus, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi til TV2.
- Der skal være ligsyn på mandag, og så bliver vi forhåbentlig klogere på, hvad der præcis er sket, siger han.
Ingen andre personer kom til skade ved ulykken.
/ritzau/