Ældre mand død på bosted efter voldsomt overfald

admin

11 år siden

|

27/12/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En ældre mandlig beboer på et socialpsykiatrisk bosted i Ørsted øst for Randers blev natten til fredag udsat for et voldeligt overfald, oplyser Østjyllands Politi til Ritzau.

I første omgang forlød det, at den 72-årige mand var død som følge af overfaldet, der skete i mandens lejlighed på bostedet Tangkær, men han overlevede altså.

- Natten til fredag fik vi at vide af sygehuset i Randers, at manden var død. Men da vi retter henvendelse her til morgen, viser det sig, at han stadig er i live, siger politikommissær Jesper Jørgensen, Østjyllands Politi.

Den 72-åriges tilstand er dog kritisk.

En 42-årig mand, der ligeledes bor på bostedet, er sigtet for drabsforsøg og blev fredag eftermiddag i et grundlovsforhør ved Retten i Randers fængslet til 21. januar.

Dommeren bestemte desuden, at han ikke skal anbringes i en almindelig arrest, men sidde varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling. Han kærede ikke fængslingen til landsretten, oplyser Østjyllands Politi.

Straks efter overfaldet blev der slået alarm til politiet.

Lederen af bostedet, Heinz Jacob, fortæller, at han klokken 1.15 natten til fredag fik at vide, at den 72-årige var død.

Derfor udsendte bostedet fredag morgen en pressemeddelelse om episoden.

- Det er selvfølgelig glædeligt, at han stadig er i live, men det er jo en beklagelig kommunikationsfejl, siger han til Ritzau.

Han afviser at kommentere den 42-årige sigtedes psykiske tilstand:

- Jeg kan ikke udlevere personlige oplysninger. Men jeg kan sige, at vi er et tilbud for folk med komplekse psykiske sygdomme.

Han oplyser videre, at der ikke tidligere har været optrin mellem de to beboere, og at en intern undersøgelse nu skal kaste lys over den dramatiske hændelse.

/ritzau/