Advokater og journalister købte kokain hos hvide bude

admin

10 år siden

|

07/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Københavns Politi er nu begyndt at kontakte personer i et kundekartotek fra to såkaldte "hvide bude", som har bragt narko ud på baggrund af sms-ordre. Blandt kunderne er både journalister, advokater og generelt personer i højt placerede stillinger.

- Vi sender bødeforlæg ud i løbet af ugen, og det er bedsteborgere mange af modtagerne. Mange har brugt firmatelefon, og der er både tale om advokater og journalister, siger vicepolitiinspektør Lau Thygesen til Ritzau.

- Det er ikke den typiske stofmisbruger fra Vesterbro, men derimod folk i høje stillinger, lyder det.

Et par dage før juleferien anholdt Københavns Politi to personer, som ifølge politiet har leveret kokain og ecstasy til kunder, der først havde sendt dem en bestilling per sms til telefonnummeret 22910102.

Nu får kunderne så et opkald retur, hvor en betjent sidder i den anden ende, og mange af de omkring 200 kunder tilstår over for ordensmagten.

- Vi ringer til kunderne af de hvide bude og sigter dem, og langt de fleste erkender. Vi regner med at have nået de fleste i løbet af ugen, og dem vi ikke fanger på telefonen, tager vi ud og besøger, fortæller Lau Thygesen.

Flere kokainkunder har også selv meldt sig til politiet, da flere har brugt firmatelefonen til at bestille narko, og derfor frygter, at chefen får besked om ulovlighederne.

Men selvom arbejdsgiveren ikke i første omgang får kendskab til medarbejderens kriminalitet, så kan en bøde for narko senere få arbejdsmæssige konsekvenser, oplyser politiet i et brev, som følger med bødeforlægget i posten.

- I tilfælde af køb af større mængder vil din sag blive afgjort i byretten, og disse afgørelser vil fremgå af din private straffeattest i to år og af din offentlige straffeattest i 10 år, skriver politiet til narkokunderne.

En narkoplet på straffeattesten kan have afgørende betydning for, hvilke ansættelser man kan få i fremtiden, da nogle arbejdspladser indhenter oplysningerne forud for en ansættelse.

- Desuden kan strafferetslige forhold som køb af hårde stoffer få konsekvenser for ansøgning om visum ved udenlandsrejser til for eksempel USA, står der i brevet underskrevet af Lau Thygesen.

I brevet får narkokunderne også besked om kokainens virkning på kroppen, og hvor hurtigt, man bliver afhængig.

Det er uvist, hvor stor den samlede bøde i sagen bliver.

De to formodede kokainbude sidder varetægtsfængslet.

/ritzau/