I søndags ved middagstid bankede to mænd iført politiuniformer på hos en kvinde i Kastrup ved Vordingborg på Sydsjælland. Men de to mænd var langt fra politibetjente. Det skriver tv2øst.
Kvinden åbnede døren, og de to mænd fortalte, at de var på udkig efter en person. Da kvinden ikke fattede mistanke til mændene, lukkede hun dem ind i sit hjem.
LÆS OGSÅ: Sådan genkender du en rigtig politimand
Indenfor så de to mænd sig om og gik kort rundt, inden de smuttede igen. Bagefter blev kvinden mistænksom og kontaktede politiet, som ikke havde været forbi hendes adresse, oplyser tv2øst.
Lokalpolitiet i Vordingborg kan kun opfordre til, at alle borgere er opmærksomme på, at der er falske betjente på spil.
Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med
- Vi må på det kraftigste opfordre folk til at se efter, om man nu også er i besiddelse af et politiskilt. Ved man ikke, om der reelt er tale om politifolk, skal man ikke være bleg for at spørge efter noget identifikation, siger politiassistent hos lokalpolitet i Vordingborg Peter Comden til TV2 Øst og tilføjer:
- Og så er politiet også i besiddelse af en tjenestepistol og en radio, når de er i uniform, så sådan nogle ting kan man jo også lægge mærke til og på den måde vurdere, om tingene hænger sammen.
LÆS OGSÅ: Fuld far tvinger 8-årig søn til at køre hjem
De to falske betjente beskrives som danske af udseende og med sydsjællandskdialekt - og de kørte rundt i en rød VW Golf.