Med en egenkapital, der efter tredje kvartal sidste år var barberet ned til 300.000 kroner, gør det selvfølgelig ondt på AaB's regnskab, at man mandag hensatte 17 millioner kroner til den såkaldte feriepengesag.
Men det har været nødvendigt, fortæller administrerende direktør i AaB, Stephan Schors.
- Det er ikke et skridt, vi er glade for at tage, men det er nødvendigt.
- For at skabe en langsigtet løsning for AaB skal vi have tilført kapital, og nu har vi sat et tal på, hvad feriepengesagen kan komme til at koste os.
- Og det er et vigtigt skridt i forhold til den samlede løsning, siger Schors.
Sammen med bestyrelsen forhandler han i øjeblikket med en investorgruppe, der ventes at ville skyde tiltrængt kapital i den nordjyske fodboldklub.
- Jeg ser rigtigt positivt på det. Det kræver, at vi får den opbakning, vi fornemmer, der er. Den dialog og den vilje, vi har mødt, gør, at vi ser fortrøstningsfuldt på det, siger han.
Dermed forventer han heller ikke, at feriepengesagen kan komme til at true AaB's eksistens, blandt andet fordi Spillerforeningen indtil videre har givet udtryk for, at man ikke er interesseret i at lukke nogen arbejdspladser som følge af sagen.
Stephan Schors understreger dog, at de 17 millioner kroner er AaB's egen opgørelse.
- Der har været en dialog mellem om os og Spillerforeningen, og på baggrund af det har vi selv gennemgået kontrakter og lønsedler.
- Og vi vurderer, at der er risiko for, at vi bliver mødt med et krav på 17 millioner, siger Schors.
AaB A/S havde indtil for få år siden både en håndbold- og en ishockeyafdeling, ligesom man også var involveret i en række sportsbutikker i Nordjylland.
Alle disse aktiviteter er nu skilt ud, således at man udelukkende driver fodboldvirksomhed.
/ritzau/