A4: Unge er hægtet af velstandsstigningen

admin

|

20/03/2014

Dagens topnyheder

Unge er blevet hægtet af den økonomiske velstandsstigning siden årtusindeskiftet. For selv om danskerne generelt er blevet rigere siden år 2000, er de ekstra penge især kommet i hænderne på de ældre.

Særligt danskere i 60'erne har haft stigninger i deres gennemsnitlige disponible indkomster på over 28 procent i løbet af de seneste 12 år. Det fremgår af en analyse, som Ugebrevet A4 har foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Størst fald i disponibel indkomst har de 20-24-årige oplevet. Faldet har været på gennemsnitlig 6,4 procent.

De 25-29-årige har haft en stigningen i disponibel indkomst på beskedne 2,8 procent siden år 2000. Aldersklasserne over 40 år har derimod alle oplevet stigninger på over 20 procent.

En så markant polarisering er udtryk for, at den danske velfærdsstat er truet. Det mener i hvert fald formand for Yngresagen Anders Vildsø Andreasen.

- Udviklingen er stærkt bekymrende. Det har altid været en hjørnesten i velfærdsstaten, at der har været en vis lighed i indkomst. Hvis man vil bevare velfærden, skal man også sørge for at holde ligheden i orden, siger han til A4.

I kroner og øre har de 20-24-årige siden årtusindeskiftet oplevet et gennemsnitligt fald i deres disponible indkomst fra 125.000 til 117.000 kroner. De 60-64-årige en stigning fra 185.000 til 238.000 kroner.

Kristian Weise, direktør i centrum-venstre tænketanken Cevea, mener, at udviklingen markerer en ændring af velfærdssamfundet.

- Den øgede ulighed indikerer i hvert fald, at velfærdsstaten kommer til at se anderledes ud, end den har gjort. Og den idé om, at den danske velfærdsmodel sammen med de andre nordiske var noget helt unikt, som ikke kunne matches andre steder i Europa, er i hvert fald ikke rigtig, siger Kristian Weise.

I den borgerlig-liberale tænketank Cepos ser cheføkonom og vicedirektør Mads Lundby Hansen ingen alarmsignaler i Ugebrevet A4’s analyse, selv om den umiddelbart peger på kraftigt voksende ulighed.

- Ulighed skal ses i et livsperspektiv. Og jeg har ikke ondt af, at 20-24-årige oplever et fald i disponibel indkomst, når det blandt andet skyldes, at flere tager en uddannelse på lav ydelse, som til gengæld er en investering i fremtiden og efterfølgende vil give høje indtægter, siger han.

At de over 60-årige samtidig oplever en kraftig vækst i deres velstand, er der også naturlige forklaringer på, mener Mads Lundby Hansen. En større del af de 60-64-årige er blevet på arbejdsmarkedet. Og de over 65-årige bliver begunstiget af modningen af deres arbejdsmarkedspensioner, som flere nu har indbetalt til i flere år, påpeger han.

- Jeg ser det ikke som et problem, af de over 65-årige har fået en pæn fremgang i disponible indkomster, når det skal ses på baggrund af udbetaling af pension, som de selv har betalt ind til, siger Mads Lundby Hansen.

/ritzau/