76-årig mand dør efter alvorlig trafikulykke

Redaktionen

431 uger siden

|

16/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En 76-årig mand er tirsdag eftermiddag død af de kvæstelser, han pådrog sig ved en trafikulykke i Østjylland, hvor to andre kom til skade.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Omkring klokken 11.30 kolliderede en varebil og en bus på Løgtenvej i Skødstrup. Sammenstødet var så alvorligt, at varebilens venstre side blev flået af.

Også bussen er meget medtaget, og begge chauffører kom alvorligt til skade. Den 76-årig kørte varebilen og døde altså senere af sine kvæstelser. En passager i varebilen kom lettere til skade.

Ud over buschaufføren var der tre passagerer i bussen, som er en regional bus fra Arriva. Ingen af passagererne herfra er kommet noget fysisk til.

En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet og de to køretøjer, men de nærmere omstændigheder ved ulykken er endnu ikke fastlagt.

I forbindelse med ulykken var Løgtenvej i nogle timer spærret mellem Hornbjergvej og Kirkholtvej, men afspærringen er nu ophævet.

De pårørende til den 76-årige er blevet underrettet.

/ritzau/