50 soldater dræbt under nye kampe i Mali

admin

10 år siden

|

26/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Omkring 50 soldater har mistet livet under nye kampe mod oprørere i den nordlige del af Mali, siger landets forsvarsminister. Omkring ligeså mange er blevet kvæstet.

Kampene fandt sted i ørkenbyen Kidal, som de seneste uger har været plaget af voldsomme uroligheder.

Malis regering indgik ellers en våbenhvile med oprørerne i Kidal fredag. Tuareg-separatisterne accepterede et forslag fra Den Afrikanske Union og FN om at stoppe kampene, lød det fra et ledende medlem af oprørsgruppen.

Urolighederne i Mali begyndte i 2012, da Tuareg-separatister allierede sig med islamistiske militante og tog kontrollen over ørkenområdet i den nordlige del af det afrikanske land efter et militærkup i Malis hovedstad.

Separatisterne blev senere sat ud af spillet af islamisterne, som begyndte at rykke frem mod hovedstaden Bamako. Det førte til, at den tidligere kolonimagt Frankrig greb ind i januar 2013.

Franske styrker drev de militante islamister ud af de nordligt beliggende byer i begyndelsen af 2013 og fortsatte med operationer mod resterende oprørsgrupper.

Danske soldater og et Herkules-transportfly har også deltaget i missionen i Mali, hvor FN-fredsstyrker sidste sommer overtog sikkerhedsopgaven fra en tværafrikansk militærmission, der støttede de franske soldater.

/ritzau/AFP