En trafikulykke i et T-kryds mellem Maribo og Brandholm på Lolland har kostet en 31-årig mand fra Vordingborg livet. Det skriver Folketidende.
Ulykken fandt sted 14. april, hvor to køretøjer stødte sammen i et T-kryds.
Den 31-årige kom slemt til skade, da bilerne ramlede sammen. En helikopter fragtede ham derfor til Rigshospitalet, og han var ikke ved bevidsthed under flyveturen.
Den slemt tilredte bilist kom sig ikke over sine kvæstelser. Han er derfor afgået ved døden onsdag morgen, meddeler politiet ifølge Folketidende.
Den 51-årige chauffør fra den anden bil slap uskadt fra ulykken.
/ritzau/