3 ting der får kvinder til at sende mænd i "venne-zonen"

Lennart Kiil

|

27/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Normalt spørger forskere, "hvad tiltrækker dig ved en eventuel partner?" – nu har de spurgt, "hvad skræmmer dig væk?"

Det er første gang, forskerne vender spørgsmålet på dén led, og svarene stammer fra de 5.541 deltagere i en amerikansk-australsk undersøgelse.

Kvinderne i undersøgelsen angav følgende træk som "dealbreakers" i forhold til mænd – altså ting som stoppede enhver yderligere overvejelse om et parforhold:

1. Han er doven - 72 procent
Langt de fleste kvinder anser ikke en doven mand for en ønskværdig partner i et langvarigt forhold.

2. Han er usoigneret - 71 procent
En mand, der ikke plejer sit udseende og holder sig pæn og ren, er heller ikke nogen attraktiv partner.

3. Han er bekræftelsessyg - 69 procent
En opmærksomhedskrævende og trængende mand er ikke i høj kurs blandt kvinder, der leder efter en kæreste.

Det var uden sammenligning de tre ting, som ifølge undersøgelsen ville få flest kvinder til at afbryde kurmageriet på stedet.

Læs også: Hvorfor mænd forlader kvinder, som de elsker: Hvad alle mænd bør vide

Bekymrende at sex ikke er med
Sexolog og parterapeut Vivi Hollænder er ikke overrasket. Især ikke over at 'usoigneret' ligger så højt på listen:

- Det er et meget umiddelbart signal, som de fleste reagerer prompte på.

Til gengæld er hun lidt overrasket over, at dovenskab ligger nummer ét:

- Det er vel ikke altid nemt at vurdere, om en person er doven eller ej - det kræver jo, at man kender dem godt.

'Dårlig sex' er en dealbreaker for præcist halvdelen af kvinderne og kommer først ind på en femteplads. Det bekymrer Vivi Hollænder, for som hun siger:

- Der er en tendens til at nedprioritere et godt sexliv i starten af et forhold. Måske i håb om, at det kommer med tiden, eller at det ikke er så vigtigt, hvis man ellers matcher. Desværre holder et forhold sjældent i længden, hvis ikke sexlivet fungerer.

Færre mænd end kvinder angiver i øvrigt 'dårlig sex' som "dealbreaker".

- Det kan skyldes, at mænd bliver nødt til at være mere nøjsomme i deres krav til sexlivet, uddyber Vivi Hollænder.

Læs også: 11 grunde til at store mænd er de bedste kærester

Kompromisløse kvinder
I det hele taget tyder undersøgelsen på, at kvinder er lidt mere kræsne og kompromisløse end mænd. Mænd angav færre "dealbreakers" for kvinder, end kvinder gjorde for mænd.

For eksempel angav betydeligt flere kvinder end mænd 'lav selvtillid' i en potentiel partner som "dealbreaker".

Heller ikke mænd, der spiller meget computer eller ser meget TV, falder i god jord hos kvinderne, mens mænd omvendt ikke i nær samme grad lader sig skræmme bort af en kvindelig TV-narkoman.

Hvad de største "dealbreakers" angår, er rækkefølgen dog stort set den samme for begge køn - selvom lidt færre mænd end kvinder lader sig afskrække af en usoigneret eller doven type.

Følg Dagens Kvinder for flere lignende artikler: