274 er døde i den værste mineulykke i Tyrkiets historie

admin

10 år siden

|

15/05/2014

Dagens topnyheder

Dødstallet efter en mineulykke i Soma i det vestlige Tyrkiet er nået op på mindst 274. Det gør den til den værste mineulykke i Tyrkiets historie, oplyser flere embedsmænd.

Mineselskabet Soma Komur Isletmeleri har oplyst, at 450 minearbejdere er bragt ud af minen i live. Samtidig siger premierminister Recep Tayyip Erdogan, at omkring 120 mennesker fortsat sidder indespærret i minen, men det præcise antal er uklart.

Ulykken har skabt vrede blandt befolkningen, og onsdag aften demonstrerede flere tusinde mennesker i Ankara og Istanbul mod regeringen og mineselskabet.

Landets største fagforening varsler samtidig strejke torsdag og kræver, at de ansvarlige for ulykken bliver bragt til ansvar.

Erdogan besøgte onsdag minen, men ikke alle hilste ham velkommen i byen Soma.

Vrede demonstranter sparkede på hans bil og opfordrede ham med tilråb til at træde tilbage, rapporterer lokale medier.

- Vi har været vidne til en af de største arbejdsulykker i nyere tid, sagde Erdogan efter besøget ved minen.

Han har erklæret tre dages landesorg i Tyrkiet, og han har lovet, at der vil blive iværksat en undersøgelsen af årsagen til ulykken, men han fastholder, at "den slags ulykker sker".

Det har vist sig meget vanskeligt for redningsarbejdere at komme ned i minen.

Det var formentlig en fejl i et elektrisk anlæg, der udløste en brand. Minegangene er derfor fyldt med kulilte, som er dødelig.

- Tiden arbejder ikke til vores fordel, konstaterer energiminister Taner Yildiz.

Før mineulykken i Soma blev den værste i landets historie, kostede en gaseksplosion i en mine i byen Zonguldak i 1992 263 minearbejdere livet.

Mineulykker er ikke usædvanlige i Tyrkiet, hvor sikkerheden ved især privatejede miner bliver beskyldt for at være mangelfuld.

/ritzau/AFP